I to dage og to nætter festede nordjyderne, da Aalborg Universitetscenter åbnede dørene i august 1974. Efter mere end et årtis tovtrækkeri, lobbyarbejde og debatter for og imod fik nordjyske unge endelig mulighed for at tage en universitetsuddannelse lokalt. Aalborg skulle være andet og mere end tung industri. Regionen skulle udvikles, de ulige muligheder for uddannelse udjævnes, og egnens virksomheder involveres.
Aalborg Universitet fylder 50 år i 2024. Det har skabt sig en plads blandt de danske universiteter trods sparekrav og kampe om forskningsret, autonomi og geografi. Universitetet hverken skulle eller ville være et traditionelt universitet og brød stivnede strukturer op med tværfaglighed og projektorienteret arbejde for at bidrage til udvikling og vidensdeling. Nationalt og internationalt. Mens tekniske uddannelser har domineret, kan studerende i dag også uddanne sig inden for jura, medicin, arkitektur og humaniora. 80.000 studerende er siden 1974 gået ud ad universitetets døre med et eksamensbevis i hånden, og nu kommer de ikke længere kun fra nærområdet.
At bygge et universitet er historien om Aalborg Universitet fra de første debatter til i dag, hvor landets nordligste universitet nok er blevet et ?rigtigt? universitet, men stadig ser det hele lidt fra oven.
Maria Simonsen (f. 1978) er ph.d. og forskningslektor ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet. Hun har publiceret om bog- og forlagshistorie og videns- og universitetshistorie.
Mogens Ru?diger (f. 1952) er dr.phil. og lektor ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet. Han har publiceret om energihistorie, nyere europæisk historie, politisk historie, virksomhedshistorie, forbrugskultur og politisk regulering.